Ny portal skal accelerere efterspørgsel på erhvervsjord yderligere
Der er voksende efterspørgsel på erhvervsjord rundt i de sjællandske kommuner. Og selvom der er godt gang i salget puster Erhvervshus Sjælland sammen med de 17 sjællandske kommuner nu yderligere til udviklingen. I samarbejde lanceres nemlig en ny portal, der skal markedsføre regionen over for resten af verden.
Der er fart på udviklingen af Erhvervslivet i Sjælland. Særligt er der stigende efterspørgsel på erhvervsjord, hvor både lokale virksomheder ønsker at udvide, men også virksomheder fra ind- og udland efterspørger muligheder for at placere sig på Sjælland. En af motorerne i den udvikling er den kommende Femern-forbindelse, som for alvor giver Sjælland en konkurrencefordel med en helt central geografisk placering.
Nu puster kommunerne i Sjælland sammen med Erhvervshus Sjælland yderligere til ilden med en ny portal til international markedsføring af mulighederne.
Vi er virkelig inde i en spændende udvikling, hvor vi fra flere steder hører, at man oplever stor efterspørgsel fra virksomheder, som er klar til at investere i vores region. Men potentialet er større. Og derfor har vi over noget tid arbejdet med en ny portal, som i endnu højere grad synliggør, hvorfor Region Sjælland er et attraktivt sted at drive virksomhed, fortæller Søren Mikkelsen, som er fra Erhvervshus Sjælland og projektleder på den nye portal.
Den nye portal har fået navnet Gateway to Scandinavia og giver et konkret indblik i, hvorfor Sjælland er et attraktivt sted at investere som virksomhed. Og så viser den vejen ned til de konkrete muligheder ude i kommunerne. Borgmester i Vordingborg Kommune og formand for KKR Sjælland, Mikael Smed, er begejstret for den nye portal, som ifølge ham kan få afgørende betydning for det fremadrettede arbejde.
Det er attraktivt at placere sin virksomhed både her i Vordingborg og i resten af regionen. Sjællands geografi gør, at vi ligger helt centralt på transportkorridorerne til og fra Skandinavien. Det skal vi udnytte, så når Femern-forbindelsen står færdig, så har så mange virksomheder som muligt allerede grebet chancen og investeret. At vi som region lykkes med erhvervsudviklingen omkring Femern-forbindelsen er et afgørende parameter for udviklingen i vores geografi. Og den nye portal er stærkt næste skridt i en udvikling, der allerede er accelererer, udtaler Mikael Smed.
I Region Sjælland ser man også potentiale i den nye portal. For udviklingen i erhvervslivet hænger tæt sammen med den generelle udvikling i regionen.
De virksomheder, der investerer i Region Sjælland, er i høj grad med til at udvikle vores område. Det skaber nye job, bosætning og uddannelse, som er afgørende for regionen. Vi skal blive ved med at fortælle både nationalt og internationalt om det attraktive ved Region Sjælland, og der ser jeg Gateway to Scandinavia, som et godt skridt, udtaler regionsrådsformand Heino Knudsen.
Udviklingen i relation til Femern er tydelig over hele regionen. I flere af de kommuner, der ligger omkring motorvejene oplever man stor efterspørgsel på erhvervsjord. Udviklingen går rigtig stærkt på Lolland-Falster, hvor flere internationale investorer har valgt at købe erhvervsjord, og efterspørgslen breder sig både sydfra og nordfra. Og selvom Femern måske ikke direkte er grunden til investeringer i hele regionen, er den med til at drive udviklingen.
Vi er inde i en rigtig positiv udvikling. Og i kommunerne har vi en vigtig opgave med at få lavet lokalplaner, så der også er plads til at placere virksomheder. Sjælland står med nogle meget stærke kort på hånden. Både fordi, vi har meget plads, men også fordi vi flere steder har en stærk udvikling på den grønne energiforsyning, som der er stigende efterspørgsel efter. Vi er i fuld gang i kommunerne, og det er en rigtig spændende tid, hvor vores erhvervsliv virkelig udvikler sig, udtaler borgmester Mikael Smed.
Den nye portal er udarbejdet af Erhvervshus Sjælland, Copenhagen Capacity og Femern Belt Development i samarbejder med en række kommunale partnere. Portalen er finansieret af Femern Fyrtårnet med midler fra EU’s regionalfond.
Kontakt:
Søren Mikkelsen, projektleder Erhvervshus Sjælland, 6188 4643
Mikael Smed, borgmester og formand KKR Sjælland, 2278 3455
Heino Knudsen, regionsrådsformand Region Sjælland, 51145496
Stefan Poulsen, chefrådgiver, sp@ehsj.dk, 31602040