Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse   DA Medfinansieret af Den Europæiske Union_POS

Videns- & Læringscenter sikrer lokal og kvalificeret arbejdskraft til Femern Bælt-forbindelsen

Videns- & Læringscenter sikrer lokal og kvalificeret arbejdskraft til Femern Bælt-forbindelsen

I Videns- & Læringscenteret i Rødbyhavn kan uddannelsesinstitutioner bl.a. afprøve uddannelsesforløb i bygge- og anlægsbranchen for at styrke Danmarks internationale position inden for grøn megainfrastruktur. Nu er den første af uddannelserne så gået skridtet videre, når bygningskonstruktør-uddannelsen til sommer åbner på Zealand Erhvervsakademi. 

Fra næste sommer styrkes arbejdet med Femern Bælt-forbindelsen yderligere, når den nye bygningskonstruktør-uddannelse åbner på erhvervsakademiet Zealand i Nykøbing Falster. Uddannelsen har det seneste halve år afprøvet forløb på Videns- og Læringscenteret i Rødbyhavn, og derfor glæder nyheden især også Søren Mikkelsen, som er projektleder på Erhvervsfyrtårn Femern.

“Videns- & Læringscenteret er sat i verden for at skabe stærke samarbejder og vidensdeling i bygge- og anlægsbranchen med afsæt i Femern-forbindelsen. Derfor er vi i erhvervsfyrtårnet naturligvis også utroligt glade for, at den nye uddannelse åbner i Nykøbing Falster. Det er til stor gavn for både byggeriet og hele Region Sjælland, når vi kan uddanne kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling så tæt på der, hvor tingene sker,” siger Søren Mikkelsen.

Kvalificeret og lokal arbejdskraft

I september 2022 åbnede Videns- & Læringscenteret for bæredygtig megainfrastruktur i Rødbyhavn som en del af partnerskabsaftalen med bl.a. Uddannelses- og Forskningsministeriet. Her skal det være knudepunkt for samarbejdet mellem vidensinstitutioner og virksomheder for at styrke bygge- og anlægsbranchens position inden for grøn megainfrastrukturbyggeri.

Centeret tager især afsæt i Femern Bælt-forbindelsen, som allerede nu beskæftiger omkring 2000 medarbejdere. Derfor giver især også god mening med den nye uddannelse, fortæller Jonas Lynge Nielsen, som er lektor ved bygningskonstruktør-uddannelsen hos Zealand.

“Det er helt oplagt, at den nye bygningskonstruktør-uddannelse åbner i Nykøbing Falster, hvor de studerende kan være helt tæt på Femern-forbindelsen. Det er en helt unik mulighed for dem at se og være med til et projekt i den størrelsesorden her i Danmark,” siger Jonas Lynge Nielsen og fortsætter:

“Vi har åbnet Femern Lab i Videns- og Læringscentret i Rødbyhavn, hvor de studerende på bygningskonstruktør-uddannelsen i Næstved har valgfag, hvor de skal løse virksomhedscases. Det har været en stor succes og meget givende for de studerende, så vi glæder os selvfølgelig bare over, at de nu får mulighed for at komme endnu tættere på i det daglige.”

Foruden Zealand bliver Videns- og Læringscentret også anvendt af RUC og DTU, blandt andet til indsamling af data og brug af autonome systemer. DTU har også samlet PhD med fokus på megainfrastruktur til forløb nær Nordeuropas største megainfrastruktur anlæg

Om Erhvervsfyrtårn Femern

Erhvervsfyrtårn Femern arbejder for bæredygtigt byggeri og erhvervsudvikling med afsæt i Femern Bælt-forbindelsen. Det er ét af de otte lokale erhvervsfyrtårne, som skal være med til at styrke dansk vækst og beskæftigelse samt understøtte udviklingen af de danske styrkepositioner.

Femern Bælt-forbindelsen skal skabe vedvarende vækst, arbejdspladser og eksport på Sjælland og øerne ved at øge attraktiviteten for erhvervsliv og turisme. Samtidig skal viden fra byggeriet fremme, at virksomheder på Sjælland og øerne bliver førende i Europa inden for udviklingen af bæredygtig megainfrastruktur i forbindelse med store infrastrukturprojekter og sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

Bag Erhvervsfyrtårn Femern står en lang række partnere:

Forsknings- og uddannelsesinstitutionerne Teknologisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Zealand – Sjællands Erhvervsakademi, Roskilde Universitet (RUC), VUC Storstrøm og erhvervsskolerne i Region Sjælland
Videns- og erhvervsklyngerne WE BUILD DENMARK og Odense Robotics
Erhvervsfremmeaktørerne Erhvervshus Sjælland og Femern Belt Development

Erhvervsfyrtårn Femern er medfinansieret af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Se mere om kvalificereret arbejdskraft